Klubberne skal som udgangspunkt være mobilfrie for 4.-7. klasse

Klubberne i Roskilde Kommune skal fremover have tydeligere rammer for børns og unges brug af mobiltelefoner. Det har Skole- og Børneudvalget besluttet efter en offentlig høring, hvor der kom 76 høringssvar fra blandt andre forældre- og skolebestyrelser, klubmedarbejdere, børn, unge og øvrige borgere.
Udvalget valgte en model med afgrænset mobilbrug for 4.-7. klasse. Det var samtidig den model, der fik størst opbakning blandt de tre forslag, som blev sendt i høring.
Formålet er at skabe mere plads til nærvær, bevægelse og fællesskab i klubberne. Flere høringssvar pegede på, at mindre mobilbrug kan give bedre muligheder for blandt andet kreativitet og fysiske fællesskaber. Samtidig blev der efterlyst lokal fleksibilitet og plads til arbejdet med børn og unges digitale dannelse.
"Fysiske fællesskaber er med til at fremme børn og unges trivsel. Derfor glæder vi os til, at klubberne kan fortsætte deres gode arbejde og skabe endnu flere muligheder for, at de unge kan deltage aktivt i nærværende, kreative og inkluderende fællesskaber," siger Jeanne Bergmansen, forperson for Skole- og Børneudvalget.
Den nye ordning betyder, at mobiltelefoner som udgangspunkt ikke skal bruges i klubberne for børn og unge fra 4.-7. klasse. Der bliver dog mulighed for mobilbrug i særlige zoner og som en del af aktiviteter sammen med en voksen, eksempelvis i kreative eller pædagogiske forløb.
Der skal også kunne tages individuelle og praktiske hensyn.
Klubberne har frem til 1. maj 2027 til at udarbejde lokale retningslinjer for den nye ordning. Modellen gælder også børn fra 3. klasse, når de begynder i klub fra 1. maj.
Faktaboks:
- Roskilde Kommune modtog 76 høringssvar om mobilbrug i klubberne.
- Model 2 blev valgt med størst tilslutning.
- Modellen omfatter børn og unge fra 4.-7. klasse.
- Mobilbrug kan tillades i særlige zoner og ved udvalgte aktiviteter med en voksen.
- Der kan tages individuelle og praktiske hensyn.
- Klubberne skal have lokale retningslinjer klar senest 1. maj 2027.
- Ordningen gælder også børn fra 3. klasse, når de begynder i klub fra 1. maj.






Accepter kun nødvendige cookies